Vadehavet 

Vadehavet

Vadehavet er området mellem de i alt 23 Vadehavsøer og fastlandet. Det strækker sig over en strækning på 500 kilometer fra Blåvands Huk i Danmark til Den Helder i Holland og udgør den længste ubrudte strækning af sand og vader i verden. Området er dannet ved en kombination af aflejringer fra istiderne, tidevand, bølger, mudder, planter og en helt ufattelig mængde af dyre-ekskrementer.

Everten er uløseligt forbundet med vadehavet. Siden oldtiden er det everten der har muliggjort bosætning og udvikling i vadehavsregionen. I tiden før veje og jernbaner og sågar havne, blev de små skibe brugt til noget nær dør til dør transport i Vadehavet og langs de tilhørende floder og vandveje. Med sin lille dybgang sejler everten tæt ind til strandkanten ved højvande, og står så tørt på stranden ved lavvande, hvor skibet så kan lastes og losses direkte fra stranden. Når tidevandet stiger flyder everten igen og sejler, ofte drevet af tidevandsstrømmen videre mod sin næste destination.

Naturen og Vadehavet har selvfølgelig også altid spillet en helt central rolle i foreningens liv, men med etableringen af Nationalpark Vadehavet og udnævnelsen af Vadehavet som UNESCO verdensarv, er der med Rebekka, som en på alle måder enestående adgangsvej, skabt grundlag for nye aktiviteter med udgangspunkt i forskning i og formidling af disse naturoplevelser.

Tidevandet

Ved hvert højvande skyller i omegnen af 2 km3 vand gennem dybene i den danske del af Vadehavet. Vandet bringer store mængder sand og ler ind i lagunerne mellem øerne og fastlandet, hvor en lille del aflejres i det rolige miljø. På de flader af mudder, som udgør vaderne lever store mængder bunddyr som muslinger og snegle, der filtrerer vand og ler-partikler i deres søgen efter føde. De fine partikler går, kort sagt, gennem dyrene og kommer ud af den anden ende som større partikler, der tilfører vaderne nyt materiale.

Luftfoto af Vadehavet Tidevandet er Vadehavets puls, og har skabt Vadehavets geografi af øer, vadeflader og marsk. Det er også grundlaget for områdets enestående økosystem med et frodigt liv af dyr og planter.

Gennem årtusinder har tidevandet to gange i døgnet vekslet mellem at skylle ind over det flade kystland ved højvande, for så at trække sig tilbage og blotte store områder af havbunden ved lavvande. Denne pulserende bevægelse frem og tilbage fører store mængder af både sand og næringsstoffer ind på lavt vand og hen over vadefladerne, og skaber dermed både de brede, hvide strande og den frodige marsk.

Vandet tilfører næringsstoffer og organismer til de flade områder og danner dermed fødegrundlaget for et rigt økosystem, hvor biomassen af især bunddyr er ekstremt stor. Tidevandet er et produkt af Månens og Solens tyngdekraft. Forskellen på højvande og lavvande er normalt omkring halvanden meter, men vejr og strømforhold kan forstørre denne forskel. I ekstreme tilfælde fører det til stormflod.

Vadehavet

Maleri af fladbundet evert Vadehavets forudsætning er kombinationen af denne pulserende vandstandsændring og et bredt, fladt område, som vandet kan skylle ind over. Ved stigningen i vandstanden efter sidste istid, skabtes Nordsøen. I tusinder af år efter sidste istid har tidevandet tidevandet og den fortsatte stigning i vandstanden bevirket, at vandet længere og længere op over det flade slettelandskab på Vadehhavskysten. Når vandet skyller ind over kysten, aflejrer det et sediment, der indeholder både sand og mudder. Sandet er det tungeste. Det lægger sig derfor allerede, når strømmen mister fart lige ud for kysten. Mudderet lægger sig derimod først, når vandet står stille længere inde i landet. Derfor ligger sandet ved kysterne, og det næringsrige slik og mudder længere inde i floddalene.

De sidste 8-9.000 år er havspejlet ved den sydvestjyske kyst steget med 17 meter. Det betyder, at havet med tidevandets puls i den samme periode har aflejret nyt land med en højde på op til 17 meter. Boringer ned gennem marskens lag viser, at der under metervis af aflejret slik-ler er et tørvelag på sand fra en tid, før tidevandet fik magt.


Rømøs tilblivelse illustrerer, hvordan tidevandet bygger landet. Rømø har navn efter en såkaldt rimme, som oprindeligt betegnede en lav banke ud for kysten. Men efterhånden som tidevandet skyller op på rimmen, bliver laget af sand tykkere. Sandet blæser så sammen til klitter, der danner en ø. Bag ved klitterne bliver der så meget læ, at vandet står stille længe nok til at aflejre mudder, og marsken begynder at blive dannet. På den måde opstår Vadehavsområdets karakteristiske landskabstyper som et produkt af tidevandet.

Den lerjord, som havet aflejrer, er rig på næringsstoffer. Derfor er marsken fed sammenlignet med de hedesletter, der er længere inde i landet. Og den har gennem tiden givet levebrød til en forholdsvis stor befolkning langs Vadehavskysten.

Det er ligeledes tidevandets puls, der formodentlig helt tilbage fra vikingetiden, har skabt mulighederne for den fleksible transportservice langs Vadehavets kyster og tilhørende indre vandveje, som everten har ydet. Uden evertens forsyninger af brændsel, byggematerialer og fødevarer fra Elbens lavvandede og frodige deltaområde, havde en by som Hamborg ikke været mulig.

Økosystemet

Ved første øjekast ser vaden gold og livløs ud med sine vidtstrakte, nøgne sandflader. Men skinnet bedrager. Under overfladen er et sandt mylder af liv, der i rå mængde kun bliver overgået af få andre af verdens dyresamfund.

Sammenlignet med en gennemsnitlig havbund indeholder vaden ti gange flere dyr målt i vægt. Det meste liv i Vadehavet findes nede i vaden. Det kræver dog, at der er den rette blanding mellem sandbund og ler, det såkaldte slik.

Everten Fru Marie bygget 1793

Evert der losser

Den største mængde dyr lever på steder, hvor slik udgør op til en femtedel af bunden. Består bunden af rent sand eller rent slik, er der kun få dyr. De fleste af dyrene i vaden er ganske små, men til gengæld optræder de ofte i svimlende antal. Der kan være over 100 rundorme i blot en kubikcentimeter af vaden. Oven på vaden lever dyndsneglen, der blot måler nogle få millimeter og derfor let bliver overset. Men den er uhyre talrig. På en kvadratmeter kan der være op mod 120.000 snegle.

Et af vadens mest talrige dyr er den lille slikkrebs, der visse steder findes i mængder på op mod 100.000 individer for hver kvadratmeter. Slikkrebsen lever i gange i havbunden og spiser nedbrudt plantemateriale og bakterier, som den filtrerer fra vandet eller opsamler fra havbunden. Slikkrebsens graveaktivitet er vigtig for vadens kemiske omsætning og for havbundens stabilitet.

Sandormen er også vigtig for vaden. Overalt støder man på vidnesbyrd om dens aktivitet i form af de karakteristiske små bunker af sand. Sandormen lever nede i vaden i et U-formet rør. Her spiser den sand og udnytter de mikroskopiske alger, der sidder på overfladen af sandkornene. Sandormens rør fører vand ned i sandet, og det gør det muligt for mange andre organismer at leve dybt nede i havbunden.

Luftfoto af VadehavetVadehavet er også opvækstområde for flere fiskearter. Rødspætten gyder om vinteren i de frie vandmasser sydvest for Vadehavet. Herfra fører strømmen larverne ind i Vadehavet, hvor de lever 2-3 år og spiser sig store i de utallige tilgængelige byttedyr, inden de igen begiver sig mod Nordsøen. Også tunge og sild gør brug af Vadehavet som børnehave. Sandorm udgør en vigtig del af føden for fiskene. Sandormene afsætter deres ekskrementer ved at stikke enden ud af deres beskyttende rør. Og når de gør det, er de særligt udsatte. Det udnytter fiskene. Men sandormens bagende er sådan indrettet, at den falder af, hvis en fisk får fat på den. På den måde slipper sandormen med skrækken og en mistet hale. Sandormen kan tåle at miste halen mange gange.

Livet på vaden følger årstiderne. Om sommeren er dyrelivet på vaden rigt. Her er temperaturen gunstig, og der er rigelige mængder føde. Med vinterens komme forlader mange arter Vadehavet til fordel for lunere og dybere vand, kun for at vende tilbage i det lune forår. De dyr, der ikke kan flytte sig, er meget udsatte i strenge vintre. Hjertemuslingen tåler ikke kulden så godt, og i kolde vintre dør en stor del af bestanden på vaden. Yngel fra dybere vand genbefolker dog hurtigt vaden igen.

Trækfuglene

Vadehavet har afgørende betydning som rasteplads og fourageringsområde for trækfugle. Det er især store flokke af vadefugle og gæs, der gør ophold i Vadehavet på deres rejse langs den Østatlantiske trækrute. Vadehavet opfylder en række behov, som er helt afgørende for trækfuglene. De kommer derfor tilbage til området hvert år og giver både beboere og besøgende nogle helt enestående oplevelser.

Verden over er nogle af de mest værdifulde naturområder der findes tidevandsområder, hvor tidevandets pulsering giver solen mulighed for at opvarme den blottede havbund ved lavvande. Gennem det næringsrige og ofte lune mudder får algerne ekstra energi, der gør plantevæksten enorm. Algerne er grundlaget for en gigantisk produktion af bunddyr som muslinger, orme og snegle, som gør Vadehavet til et uvurderligt spisekammer for trækfuglene. Luftfoto af Vadehavet Trækfuglene bruger ikke alene Vadehavet som spisekammer. Om foråret og efteråret kan man finde millioner af efterladte fjer på strandengen. Fjer bliver slidt af at flyve halvvejs rundt om Jorden, og fuglene har brug for nye for at kunne fortsætte

Det er svært at forstå, hvor mange 12-15 millioner trækfugle egentlig er. For nogle arter gælder det, at der kun er få hundrede trækkende individer, som kommer til området, mens det for andre gælder, at mere end en million artsfæller på en gang besøger Vadehavet. Kæmpesværme på tusinder af fugle, er ikke et usædvanligt syn i trækperioderne fra marts til maj og igen fra august til oktober.

Sælerne

For sælerne er området ikke alene et bugnende spisekammer, men også et trygt sted at komme til kræfter og føde sine unger. Langt de fleste sæler i Vadehavet er spættede sæler, men man kan også være heldig at møde den store gråsæl. De spættede sæler bruger især Vadehavets banker til at hvile sig, og til når de om sommeren føder deres unger. Ungerne dier i de første 3-4 uger hos moderen, hvorefter de må lære at fange fisk og krebsdyr. Gråsælen er blevet mere almindelig i de senere årtier, og i december 2014 skete så den lille sensation: En gråsæl-unge blev set i forbindelse med Fiskeri- og Søfartsmuseets optælling af sæler. Det kunne dermed med sikkerhed siges, at gråsælen for første gang siden 1500-tallet havde ynglet i den danske del af Vadehavet.

Sælerne hører til blandt rovdyrene og er derfor beslægtet med blandt andet ulve og bjørne. Man mener, at sælernes tætteste nulevende slægtning blandt rovdyrene skal findes i gruppen af mårlignende dyr. Den spættede sæl bliver som regel omkring 1,3 - 1,6 meter lang og kan veje op mod 130 kg. Gråsælen bliver væsentligt større og er med sine 300 kg ikke blot Danmarks største rovdyr, men også Danmarks største pattedyr.

Sælen har gennem millioner af år udviklet sig fra at være landlevende til at bruge en stor del af sit liv i og under vandet. Dens torpedoformede krop og de brede luffer gør sælen til en god svømmer, og et tykt spæklag hjælper den med at holde varmen. Sælens store øjne er meget lysfølsomme og indrettet til at se under vandet, og dens følehår registrerer selv de mindste bevægelser fra fisk. Sælen kan uden problemer være under vandet i adskillige minutter, fordi hele dens krop er skabt til at lagre og spare på ilten. Sælen er dog stadig nødt til at komme op på land i perioder. Den kan udmærket sove, mens den befinder sig i vandet, men den hviler bedst på land. Derfor kan man ofte se sælerne ligge på sandbankerne i Vadehavet og dase.

Østers

Stillehavsøsters er en ny art i det danske Vadehav. Den udfordrer økosystemet. Stillehavsøsters blev første gang blevet fundet i den danske del af Vadehavet i 1996. Siden da har den hurtigt bredt sig og dannet østersbanker mange steder.

Stillehavsøsters (Crassostrea gigas) er, som det latinske artsnavn indikerer, en gigant blandt østers. Skallen kan blive op til 40 centimeter i længden. Arten kan opnå en alder på 30 år og er enormt hårdfør, idet den tolererer vandtemperaturer fra - 5°C til + 40°C. Netop artens tolerance over for store temperaturudsving er medvirkende til dens enorme udbredelse verden over. Den stammer fra den asiatiske Stillehavskyst, men er blevet sat ud på flere nye kontinenter, hvor den nu lever godt. Stillehavsøsters ernærer sig ved at filtrere havvandet for mikroskopiske planktonalger. Undersøgelser har vist, at en stillehavsøsters er i stand til at filtrere 12 liter havvand i timen. Hunnerne gyder i sensommeren, og en hun kan gyde mellem 20 og 100 millioner æg per gang. Stillehavsøsters gyder dog ikke hvert år i Vadehavet, da det kræver vandtemperaturer på over 20 °C i en længere sammenhængende periode. Luftfoto af Vadehavet Luftfoto af Fanø I 1922 blev den europæiske østers (Ostrea edulis) ramt af krebsepest. Sygdommen havde stor dødelighed og udslettede på få år hele den europæiske bestand af østers. Manglen på østers gav anledning til, at man i midten af 1900-tallet begyndte at importere stillehavsøsters fra Japan. Den havde nemlig vist sig modstandsdygtig over for de sygdomsangreb, som den europæiske østers måtte bukke under for. De første udsætninger foregik i Frankrig og Holland i perioden 1964-1969. Og i 1986 blev der udsat stillehavsøsters på den tyske Vadehavsø Sild.

Udsætningen på Sild resulterede i, at man i 1996 kunne finde stillehavsøsters i det danske Vadehav. Da stillehavsøsters ikke hører naturligt hjemme i den danske natur og har en negativ effekt på oprindelige arter, bliver den officielt regnet som en invasiv art. Det er derfor kun en hjælp til den danske natur, når mennesker plukker øster til at spise.

De mange østersbanker i Vadehavet virker som store rev, der danner utallige skjulesteder for nogle af de mindre dyrearter på havbunden. Den større forekomst af skjulesteder bevirker at antallet af krabber og søstjerner bliver større, hvilket fører til et øget tryk på deres byttedyr. På den måde kan stillehavsøsters indirekte bevirke, at fødekædebalancen i Vadehavet bliver forskudt. Stillehavsøsters etablerer sig desuden oven på allerede eksisterende banker af blåmuslinger. Det betyder, at fuglearter som edderfugl, strandskade og sølvmåge, der primært ernærer sig af blåmuslinger, får sværere ved at finde føde.